Inde i mig bor der en lille pige. Hun er omkring 8-9 år, og hun har boet der lige siden, jeg selv var på hendes alder.
Jeg passer på pigen så godt, jeg kan. Taler blidt og beroligende til hende, når hun ind imellem har brug for det.
Som tak får jeg lov til at se verden igennem hendes øjne. Og jeg får lov til at fortælle, hvad det er, hun ser…
Som barn var jeg ikke særlig modig. Frygteligt forsigtig, faktisk.
Følte mig bedst tilpas, når jeg var alene – eller sammen med dyr. Og havde det aller bedst, når jeg var ude i naturen.
Det er ikke meget anderledes i dag…
Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø.
Hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende.
Men hun stirrer på mig fra spejlet i øjnenes sø.
Som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.
Oliemaleri (2021)
Oliemaleri
Jeg er en langsom kunstner. Dels fordi det er sådan, jeg åbenbart arbejder. Og dels fordi jeg helt generelt godt kan lide, at ting får lov til at tage tid.
De første par år malede jeg med akrylfarver, som de fleste autodidakte kunstnere gør: Det er nemt og billigt at komme i gang med. Men… malingen tørrer langt hurtigere, end mit temperament kan følge med til, og farverne tørrer også mørkere op.
Så selvom jeg har malet flere akrylbilleder, som jeg har været rigtigt glad for – ja, så var de langsomme oliefarver ganske enkelt kærlighed ved første penselstrøg.
Jeg bruger Cobra, som hører til de særlige oliefarver, der blandes med vand i stedet for terpentin.
I øjeblikket holder jeg pause fra oliefarverne og udforsker i stedet andre medier – fx akvarel…